 |
|
|
 |
|
|
|
 |
Man formoder, at øernes første indbyggere, de irske eneboermunke, ”paperne”, har bragt fåret til øerne, og i de tidligste kilder betegnes de som hjemsted for ”utallige får og mange forskellige arter af søfugle”.
Lucas Debes
berettede 1673 om får af den oprindelige nordisk korthalede race på øen. Fårene var sorte og mindre end fårene i dag. De var vilde og derfor vanskelige at få fat på. I 1860-erne blev de sidste af den gamle stamme skudt. De får, som man ikke fik fat i på sædvanlig vis, blev skudt ned. Det samme er hændt i 1920 og 1990.
Tre udstoppede eksemplarer af racen findes på
Føroya Fornminnissavn
i
Tórshavn
. Flere forskere mener, at grunden til, at fårene blev sorte, er, at de sorte får er mere frugtbare, når fårene lever vildt. Det samme kan påvises på øen
St. Kilda
vest for
Skotland
.
Den færøske fårerace er aldrig blevet forædlet specielt til uldproduktionen, som de fleste moderne fåreracer, men må betegnes som en mere ”primitiv” race. Fårene er hårdføre og nøjsomme og kan gå ude hele året. Et lag tykke og stride dækhår, der kan være 40 cm lange, yder beskyttelse mod sne, regn og slud, mens et indre lag kortere og blødere uldhår giver varme i det kølige klima.
Fra gammel tid har fårene på Færøerne gået ude i fjeldene hele året, og har selv skullet finde sin føde. Det kan være forskellige år til græs, alt efter en kold eller varm sommer. Det har også meget at sige hvornår græsset begynder at gro. Sommetider kan det være koldt ud i juni måned, og da lemningen foregår for det meste i april/maj, kan det have stor betydning for både antal og størrelsen på lammene. Vinteren har også stor indvirkning på hvordan fårenes tilstand er når våren kommer.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|