Båndoptagelse med Zacharias Müller  1910 - 2006

  nedskrevet d. 10-01  2003 af Erik Christensen, FO- Porkeri 

Dengang vi var 10-12 år gik vi ofte ned til elven nede ved kirken. Der levede små laks, dem som vi kalder sjaller.(små bækørreder)  De holdt til under stenene. Når det var lavvande i elven, rokkede vi på stenen, så de kom ud, og vi kunne fange dem. Det gjorde vi ofte. Jeg kan huske engang, der var der en stor sten, som lå ude i vandet. Vi rokkede på stenen med en stor træstang, og ud kom 3 - 4 små menneskelignende skikkelser. Jeg tror, de var en alen høje, de havde ben og arme. De fløj ikke – det er noget mærkeligt noget, - pludselig var de væk, men alle kunne huske det senere. Johan Christiansen og jeg er de sidste af drengeflokken, der lever endnu.

Ellers var vi tit ude på havet i en robåd. Min fætter og jeg lå ude i fjorden og fiskede rødfisk. Det gjorde vi tit. Engang fik vi fat i et gammelt forelade gevær, som man brugte til at skyde fugle med. En dag kom vi ud på fjorden, det var en stille dag, ingen vind, og der var mange lunder og lomvier. Vi skulle jo forlade med krudt, og vi havde en prop til at lade med. Vi skød ind i flokken, der var så tæt, at ca. 20 fugle døde af ét skud. Det kunne faktisk have været meget farligt, da sådan et gammelt gevær let kunne være eksploderet. Det tænkte vi ikke på dengang.

Vi børn skulle altid hjælpe til, særligt oppe i haugen, f.eks. skære og tørre tørv. Vi lagde tørvestykkerne oppe i haugen om sommeren og bar dem ned til bygden, i en sæk på ryggen om vinteren.  I den ene ende af sækken var der syet en hue (fetil), så vi kunne bære lasten med hovedet og derfor bedre kunne holde balancen, når terrænnet var vanskeligt. Det var alle børnene med til. Jeg kan huske engang, vi var sammen med min mor og far oppe i haugen og samlede de tynde tørv sammen. Da min far var på vej ned med tørven, faldt han og fik det ene ben knust. Lægen boede i Tvøroyri.   http://www.psp-info.dk/faroe/tvoeroyri.htm  Da lægen efter flere timer ankom, måtte benet amputeres, og min far var invalid. Da han var den eneste forsørger, måtte vi børn tage fat. Min mor var en stærk kvinde, og hun måtte nu tage den store byrde. Da vi børn var 11-12 år, måtte vi tage til     og arbejde med klipfisken for at tjene nogle få kroner. Der var ingen vej, vi gik ad stier de fem kilometer til Vágur hver dag. Jeg var den ældste, 12 år gammel, og vi måtte alle hjælpe med. Det var en hård tid.

Vejene kom gradvist. Jeg kan huske, at i min barndoms- og ungdomstid var der ingen veje. Den første vej fra  Porkeri til Vágur kom først i trediverne, og det var en grusvej. De store veje med forbindelse til alle bygder fik vi først fra omkring 1960. Jeg har oplevet hele denne udvikling. Min mor arbejdede i fisken i Tvøroyri, da hun var ung. Hun måtte gå over fjeldet og kom kun hjem om lørdagen for at få familien at se. Det var hårdt, har hun senere fortalt mig. Før vejene kom, blev vi i bygden og besøgte kun sjældent de andre bygder. Vi kunne tage Smyril til Tórshavn, men fordi Smyril lagde til i alle bygdehavnene undervejs, var sejltiden fire til fem timer.

Vi led ikke direkte nød, men jeg kan huske, at vi fire søskende ofte måtte være alene hjemmeog passe os selv, når  min mor tog ud til de andre bygder for at sælge varer. Hun kom først hjem om morgenen, og når hun havde givet os noget at spise, gik hun op i haugen og malkede. Sådan gik det hele tiden – det var en sværd tid. Det skete også, at nogle bønder, der havde for meget korn, kom og hentede min mor til at tærske kornet, som betaling fik hun korn med hjem, der så blev malet på kværnen. På den måde fik vi nok at spise. Der var også en del andre familier i bygden, der ikke havde nok at spise, så fik de hjælp fra dem, der havde overskud. Af og til hjalp det lidt på den værste nød, at grinden kom og sørgede for et ekstra kosttilskud. Grinden   http://da.wikipedia.org/wiki/Grindedrab  blev altid jaget ind til Vágur, da der ikke var sandstrand i Porkeri. Sandet gør, at grinden blindes, når den kommer ind på lavere vand og hvirvler sandet op. Så går den lige på land.

Jeg kan huske, da jeg var dreng, at der brændte et nabohus ned til grunden. Min far tilbød familien husly, og den boede hos os i halvandet år. Vi var i den tid seksten i et lille hus på ca. 60 kvadrat-meter.  Det var ikke så svært dengang, man lærte at tilpasse sig..              

Da jeg var 14 år, tog jeg på fiskeri med en slup til Island i tre måneder. Som nybegynder var det meget hårdt. Vi fiskede med håndsnører og loddene var tunge. Det varede længe, før jeg kunne følge med de andre. Efterhånden fik jeg træningen. Vi fiskede i februar måned ved det sydlige Island og kom hjem sidst i maj måned. Sidst i 20’erne og først i 30’erne fiskede vi ved Føroyingahavn i Grønland. http://da.wikipedia.org/wiki/F%C3%A6ringehavn    Det tog gerne 8-14 dage at komme derop. Vi havde en lille hjælpemotor, men det hjalp ikke ret meget. Vi var afhængige af sejlene. På den tid var det sådan, at man ikke havde lov til at fiske indenfor skærene i Grønland, http://da.wikipedia.org/wiki/Gr%C3%B8nland  men da der var mange fisk, trodsede vi forbudet. Engang blev vi taget af danskerne, og vi blev slæbt til Føroyingahavn. Der lå vi i 14 dage, og vi fik en bøde. Fristelsen var for stor, der var så mange fisk ved skærene, at når stimerne kom, kunne vi tage dem med hænderne. Når vi kom hjem fra Grønland, arbejdede vi med klipfisken i Vágur, for at tjene et par ekstra kroner. Andre gange tog vi ud i maj måned og kom først hjem i oktober, når sæsonen var slut. Vi kappedes om at komme med de bedste skippere. Nogle af dem havde mere held end andre. I 1940 tog jeg med en slup fra Vágur ved navn “Aldan”, et sejlskib med hjælpemotor. Vi tog fisk ind i Vágur, som vi sejlede til Aberdeen. Vi havde en 5-6 ture, og vi tjente en masse penge. Én ad gangene, hvor vi skulle fra Vágur til Aberdeen, var vi to her fra Porkeri, Johan Chistiansen (i 2003 90 år) og jeg, hyret som bedstemænd. Inden vi skulle sejle fra Vágur, tog Johan og jeg til Porkeri for at tage afsked med familien. Lige syd for bygden siger Johan pludselig: “Jeg tager ikke med” - “Hvad siger du!”, sagde jeg, “Skibet ligger fuldt af fisk og er klar til at sejle, og så mangler de en styrmand!” “Nej, jeg tager ikke med!”, siger han,. Jeg kommer hjem til min kone og fortæller hende, at Johan ikke tager med. Hun siger: “Så tager du heller ikke med!” Hun var med barn. (eje) Jeg ville alligevel med, men hun var standhaftig og holdt på, at jeg ikke skulle tage med – jeg adlød til sidst. En svoger til skipperen tog med i stedet for. “Aldan” kom aldrig tilbage. Det var det første færøske skib, der gik til under den anden verdenskrig. De sejlede fra Vágur og kom aldrig hjem igen. Der gik rygter om, at tyskerne havde taget den og bugseret den til Norge, men det var kun gætterier. Det blev sikkert minesprængt, den gik ned med mand og mus.

Senere tog jeg med en slup fra Vágur, som hed “Vilhelmine”. Jeg var styrmand og var med på to ture med fisk fra Island til England. Vi var heldige: det gik godt.

Fra 1948-1952 var jeg sammen med min svoger fra Viðoy. Det var en skonnert, som hed Viðoy, og vi fiskede ved Norge. I 1953 var vi ved Svalbard. Der var meget is og koldt. Inden jeg tog afsted, havde jeg været ved lægen i Vágur med mavesmerter. Oppe ved Svalbard blev smerterne værre og værre. Da vi omkring høsten kom til Klaksvik, vejede jeg kun 60 kg, og kom på sygehuset til den omstridte danske læge, Halvorsen. Efter to dage kom han til mig og sagde, at jeg havde for meget mavesyre. Jeg havde taget syredråber i et helt år, som ikke var nødvendige, pga. Vágur-lægens forkerte diagnose, og jeg blev temmeligt hurtigt rask bagefter. Halvorsen var en afholdt og dygtig læge. Jeg afmønstrede og tog hjem til Porkeri for at rekreere.  http://da.wikipedia.org/wiki/Klaksv%C3%ADkstriden

I skolen havde jeg en færøsk lærer, Danbjørg, vi skulle kun tale og skrive dansk i dansktimerne. Da jeg tog skippereksamen, skulle vi benytte dansk retskrivning. Den danske lærer sagde til mig, at jeg skrev fejlfrit dansk. Så god var min færøske lærer.

De fleste i Porkeri blev enten gift med en fra hjembygden eller fra de nærmeste bygder. En del fandt deres ægtefælle blandt de tilrejsende fra Nordøerne, der fik arbejde på Suðuroy.  http://da.wikipedia.org/wiki/Su%C3%B0uroy  Det hændte, at nogle var under uddannelse og i lære i Tórshavn,  http://da.wikipedia.org/wiki/T%C3%B3rshavn    og at de fandt en pige der. Vi tog sjældent til Olai-fest, det var for omstændeligt. Der var heller  ikke mange i min ungdomstid, der tog til Danmark. Det var kun de rige i Tórshavn, der havde råd til at sende børnene til uddannelse i Danmark. Fiskere med en ringe fortjeneste kunne ikke tillade sig det.